TO ANHOLDT I TYSKLAND - MISTæNKT FOR AT PLANLæGGE SABOTAGEANGREB

To tysk-russiske statsborgere er blevet anholdt i Tyskland. De er mistænkt for at planlægge sabotageangreb, herunder på amerikanske militæranlæg.

Det skriver Reuters.

De to mænd er mistænkt for at have arbejdet for en udenlandsk efterretningstjeneste. Deres hjem og arbejdspladser er blevet ransaget.

En af dem har ifølge anklagerne drøftet mulige planer med en person, der har forbindelse til den russiske efterretningstjeneste.

Siden Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, er Tyskland blevet en af de største bidragydere, når det gælder militær støtte til Ukraine. Og Tyskland er ifølge myndigheder et stort mål for russiske spionageoperationer.

- Vi kan aldrig acceptere, at den slags spionageaktiviteter finder sted i Tyskland, sagde Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, på et pressemøde efter et EU-topmøde i Bruxelles torsdag.

- Så vi har også vores egne forsvarsmekanismer til at afsløre dem, som vi altid gør, tilføjede han.

Samtidig har udenrigsminister Annalena Baerbock sagt, at mistanken om, at den russiske præsident, Vladimir Putin, "rekrutterede agenter fra os til at udføre angreb på tysk jord, er yderst alvorlig".

Ifølge anklagerne har den ene mand blandt andet været forberedt på at udføre bombeangreb mod militæranlæg, herunder dem der er betjent af amerikanske styrker.

Personen skal derudover have taget fotos og videoer af militær transport og udstyr.

Han har også været i besiddelse af et skydevåben.

Den anden mand begyndte senest i marts at hjælpe ham, lyder det videre.

Tyskland har desuden indkaldte den russiske ambassadør som følge af anholdelserne.

Den russiske ambassade i Tyskland har kaldt hændelsen en "provokation" og sagt, at der ikke er fremlagt beviser for de anholdtes forbindelser til Rusland.

/ritzau/Reuters

2024-04-18T19:33:44Z dg43tfdfdgfd